Bankoplader – download og print selv

Download og print dine egne bingo- og bankoplader her

Dette indlæg indeholder annoncelinks • Min. 18 år • Regler og vilkår gælder
• Spil ansvarligt • Selvudelukkelse via ROFUS
• Kontakt Spillemyndighedens hjælpelinje på StopSpillet.dk

Print gratis bankoplader her og hold din helt egen bingo-banko fest

Er du på udkig efter bankoplader – eller måske bingoplader – så er du kommet til det rette sted.

Uanset om du får huset fuld af børn, venner kigger forbi eller du skal holde familiefrokost, så er det altid et hit at spille banko. Det er ganske enkelt et af de bedste sociale spil der findes, og så passer det til stort set alle festlige lejligheder.

Spillet er så simpelt, at selv en 6-årig kan spille med, og gamle tante Oda på 90 år er garanteret også frisk på at råbe BANKO, når hun får pladen fuld. Og nu vi snakker om fuld – selv fulde mennesker kan spille bingo, så du kan sagtens have bingo på programmet til din næste fest.

De fleste vil elske det, for selv den største stivstikker mærker pulsen stige i takt med at bingopladen fuldes ud. Det ved enhver, der har prøvet at mangle ét sølle nummer!

Men inden du sender bingoudbydelser ud til alle vennerne på Facebook, så er der lige et par ting du skal have styr på først. Først og fremmest skal du have lavet dine egne bankoplader. Det er heldigvis ikke så kompliceret som det lyder, for vi har lavet arbejdet for dig.

Men nu skal du lige holde tungen lige i munden, for du ved jo godt, at der er forskel på bingo og banko, ik’?

Artiklen fortsætter under annonce-banneret.

I bingo spiller man med 75 numre, mens banko spilles med 90 numre.

Pladerne ser altså forskellige ud, så hvis Gamle Ole skal med til festen, så er det altså bankoplader – og ikke bingoplader – du skal printe ud. Det er med andre ord BANKOPLADER de fleste danskere bruger, selvom de tror de spiller bingo, men det er en helt anden historie. Læs alt om forskellen på banko og bingo her.

Vælg de rigtige plader, så undgår du at folk griner af dig i dit eget hjem!

Print gratis BANKOPLADER her

  1. Vælg mellem 24 bankoplader – download dem her
  2. Print bankopladerne ud
  3. Du er nu klar til bankofest!

Print gratis BINGOPLADER her

  1. Vælg det antal bingoplader du skal bruge og download dem her
  2. Print bingopladerne ud
  3. Du er nu klar til bingofest!

Design dine egne BANKOPLADER her

  1. Download skabelon til dine bankoplader her og udfyld selv. Husk at du skal have 15 tal på hver plade – ml. 1 og 90.
  2. Print bankopladerne ud
  3. Find en tusch og skriv selv dine ønskede numre ind.
    Du er nu klar til bankofest

Design dine egne BINGOPLADER her

  1. Vælg det antal tomme bingoplader du skal bruge og download her
  2. Print bingopladerne ud
  3. Find en tusch og skriv selv dine ønskede numre ind.
  4. Du er nu klar til bingofest

Vidste du, at bingoplader er kvadratiske med 75 tal, mens bankoplader er aflange og har 90 tal? Det ved du naturligvis, hvis du har læst vores artikel om forskellen på bingo og banko.

Nu ingen (bingo)numre?!

Jo, du må gerne lave numre til en bingo-banko fest, men du kan selvfølgelig også købe dem!

Hånden på hjertet, det er altså bare smartere at købe et autoriseret bingosæt nede i din lokale legetøjsbutik eller på nettet, fremfor selv at lave 90 små lapper med tal på. Det bliver måske noget bøvl, og du kan heller ikke ’ryste posen’, hvilket enhver bingoopråber med respekt for sig selv jo gør regelmæssigt.

Derudover er hjemmeproducerede numre lig med ballade – I hvert fald, hvis dine venner minder bare en lille smule om vores venner. Taberne vil beskylde dig for snyd hurtigere end du kan nå at sige SIDEGEVINST.

Vi anbefaler derfor, at du køber et bingosæt. Lige nu kan du få en lækker lille sag med blandetromle, 90 numre og hele moletjavsen for under 50 kr. Bl.a. hos Billig-Billy.dk. Der er mange timers underholdning i sådan et sæt, så det er bestemt givet godt ud.

Sådan bliver du den perfekte bingoopråber!

Hvis du tror at det er nok at ryste posen engang i mellem, så tager du fejl. En god bingoopråber taler altid højt og tydeligt og har ofte en kæk kommentar på læben. Er dit publikum modent, så er det i øvrigt generelt accepteret, at bingoværten udtrykker sjoffelheder under opråbningen, men det må selvfølgelig ikke tage overhånd. Prøv at begræns dig til et par enkelte tal såsom nummer 6 og nummer 69, hvis du forstår sådan en lille én.

Derudover gør du også klogt i at sætte dig ind i den lidt anderledes bingo lingo. Du kender nok allerede Gamle Ole, men de fleste tal har faktisk et kælenavn, og dem synes vi også du skal kende.

Og nu vi snakker om påklædning, så har vi selvfølgelig også et par styletips til den perfekte bingovært. Husk på at det ikke er online bingo, hvor du kan spille i bar røv og dolk. Det er egentlig rimelig simpelt. Find et par stramme gabardine bukser bagerst i klædeskabet og træk i en skjorte, der matcher, så kan det ikke gå galt!

Som det fremgår af ovenstående, så er det vores opfattelse, at en dygtig bingovært gør meget mere end bare at trække tal ud af tromlen og tjekke numre. Bingoværten skal også forsøge at underholde sine gæster.

Bryd isen med bingogymnastik

Bingo eller banko er altid sjovt, og vi er ikke et sekund i tvivl om, at dit bingoarrangement bliver en stor succes. Så snart kuglerne er i posen – eller tromlen – så stiger spændingen, og den bliver først udløst, når den første person råber BANKO ud i lokalet.

Det er en god idé at bede dine gæster om selv at tage en lille gave med til lejligheden, men du kan selvfølgelig også køre flottenheimer-stilen og købe lidt vin og chokolade og måske endda også en halv pattegris, hvis gæsterne er i kummefrysersegmentet.

Men der er også en ekstra ting, du kan gøre for at peppe stemningen op. Snup en omgang bingogymnastik (nogle kalder det også gymnastikbingo). Det er vistnok en gammel sønderjysk bingospecialitet, men den fortjener at blive bredt ud til hele kongeriget.

Regler for bingogymnastik

Bingogymnastik spilles med almindelige bingo – eller bankoplader, og alle spillere skal rejse sig op ved spillets start. Når et af nummer råbes op, så skal alle de spillere, der har nummeret på sin plade sætte sig ned. “Last man standing” vinder og tiljubles efter alle kunstens regler.

Bankoplader er kun begyndelsen – kom op på dupperne!

Hov for pokker. Vi var jo lige ved at glemme noget vigtigt. Du skal nemlig også huske at spillerne skal ’duppe’ tallene af på deres bingoplader. Det kan selvfølgelig gøres med en almindelig tusch, men du kan også investere i feinschmecker bingoudstyr.

Her har du tre forskellige duppe-muligheder at vælge imellem. Den klassiske, den moderne og den ekstravagante.

Klassiske bankobrikker

En god og billig løsning er at købe en bunke plastikbrikker. De kan nemlig genbruges til evig tid med mindre du holder ekstremt vilde bingofester.

Dine bankobrikker skal helst være gennemsigtige ellers får du problemer, når du skal godkende spillernes tal. Den klassiske bankobrik er selvfølgelig orange, så det er helt klart den variant, du skal gå efter.

Moderne bingo duppere

Alternativt – og her kan du virkelig imponere dine gæster – så får hver deltager sin helt egen ’duppe-tusch. De fås i flere forskellige farver og fungerer ved, at spilleren presser bingo dupper tuschen ned på nummerfeltet, hvorefter der sættes en gennemsigtig neon farveklat, så man let kan se, at tallet er trukket ud.

Med Bingo dupperen undgår du skuffede eller bitre gæster, hvis nogen ved en fejl kommer til at skubbe til naboens bankoplade. Det kan jo ske i kampens hede og er aldrig populært, hvis sidemanden har fyldt det meste af sin plade ud med små orange bankobrikker.

Blæs gæsterne bagover med bingo ekstravagance

Rolls Roycen indenfor bingo dupping er uden tvivl den magnetiske variant. Her udstyres dine bingospillende gæster med gennemsigtige magnetiske brikker og en banko magnetstang. Ja, prøv at google det. Den findes, og det er den slags ekstra udstyr, der giver respekt nede i din lokale bankohal. Det kan der bare ikke være to delte meninger om!

Det magnetiske banko duppesæt er i øvrigt ikke dyrt. Hvis du vil ofre rundt regnet 30 kroner på hver af dine gæster, så er du godt på vej til at holde en ekstravagant bingo-banko fest!

Spil banko med andre søde mennesker

Hvis du har kedelige venner eller bare ikke kan vente til næste gang, der er fest, så overvej gå ned i din lokale bankoklub. Der spilles både bingo og banko på livet løs, og du kan ofte vinde mere end blot kolde kontanter, hamburryg eller et halv pund kaffe!

Bingospillere er nemlig kendt for at være lidt mere venlige end andre mennesker, så du kommer garanteret hurtigt i snak med din sidemakker. Hvis der også er sidegevinster, så er isen hurtigt brudt.

Vi har lavet en oversigt til dig, så du let kan finde den nærmeste bingoklub eller bankohal.

God fornøjelse!

Dette indlæg indeholder annoncelinks • Min. 18 år • Regler og vilkår gælder
• Spil ansvarligt • Selvudelukkelse via ROFUS
• Kontakt Spillemyndighedens hjælpelinje på StopSpillet.dk